Arild Rosenkrantz II
Farvernes Mystik

Kunst- og samtalesalon i anledning af Arild Rosenkrantz udstillingen

Lørdag den 5. september 2020 kl. 14.00 – 16.00

På ARKEN Museum for Moderne Kunst er en af efterårets store udstillinger bygget op omkring baron og billedkunstner Arild Rosenkrantz (1870-1964).

Arild Rosenkrantz havde fra sin barndom haft et ønske om at blive kunstner og blev uddannet i Rom og Paris. I hans tidlige periode var hans malerier præget af Jugendstilen. Senere blev han i USA oplært i glaskunst og rejste til England, hvor han med sine harmoniske og farvespektakulære glasruder indgik i den engelske Arts and Craft-bevægelse. I Danmark kan man opleve hans glasmosaikker ét sted: i Juelsminde Kirke.

Udstillingen på Arken vil især fokusere på malerierne med det eksplosive lys og farverige slørvæv, som Arild Rosenkrantz udførte efter at have stiftet bekendtskab med Rudolf Steiner. Rudolf Steiner introducerede Arild Rosenkrantz til Goethes farvelære og farvernes iboende egenskaber, der fik stor betydning for kunstnerens udtryk. I 1914 flyttede han med sin hustru til Schweiz, hvor han deltog i arbejdet med den kunstneriske udsmykning af det første Goetheanum.

Som optakt til udstillingen får vi besøg af museumsinspektør og kurator Lisa Andreasen, der i oplæg og i samtale med kunstformidler Ove Frankel samt publikum vil fortælle om museets tilgang til Arild Rosenkrantz’ malerier og vinklingen af udstillingen.

Udstillingen Farvernes mystik på Arken løber fra den 3. oktober 2020 til 2. maj 2021.

Da der kun er plads til et begrænset deltagere, anbefales det at tilmelde sig til: Simone Simon simone.simon2@gmail.com. eller tlf. 26554461
Der betales ved indgangen, hvor også eventuelle ledige pladser kan købes

Kunst- og samtalesaloner

Med salonerne knytter vi an til traditionen om at skabe et rum for formidling og livlig samtale om filosofiske betragtninger, den skabende kunst, litteratur og musik. I salonerne tager vi fat på aktuelle begivenheder og temaer, udgivelser og udstillinger, og indbyder til inspirerende samtale med eksperter på området.

Find nysgerrigheden og spørgelysten frem! Der er salon én gang om måneden!

Der kan købes kaffe, te og spiseligt. Dørene åbner kl. 13.30 og lukker kl. 17.00

Kunst- og samtalesalonerne er muliggjort gennem støtte fra Fonden til Fremme af Antroposofisk Kulturel Virksomhed samt Ellen Margrethe og Ebbe Robberts Fond.  

Arrangeret af Arrangementsgruppen.

Del på print
Print